Parque de la Memoria

Fra det skolesættende jødiske museum i Berlin, der med sin stjernearkitektur fra starten blev inspiration for hvordan man kan repræsentere det urepræsenterbare, til overflodspræget museumslir i Terrorhaus i Budapest har jeg opsøgt og besøgt mange monumenter og museer, der tilbød styrede fortællinger om traumatiske hændelser i nationale og kontinentale fortider.

Jeg interesserer mig for disse udvalgte steder for erindring og erkendelse; steder, der bliver tildelt kapital og mening af regeringer, stater, NGO’er, for at vi, kollektivet, kan gå derhen og få hjælp til at erindre kollektivt, lære og forstå gennem repræsentationer af en traumatisk fortid af samfundshistorisk betydning. Ofte bruges kunsten og arkitekturen på disse steder til at formidle itusprængte historier: Når kollektivet bliver ødelagt, når dets fortælling bliver forsøgt tilintetgjort. Når kollektivet splittes indefra af idiotiske diskurser a la ”os og dem” eller ganske simpelt – når en tredje, udefrakommende magt slet og ret besætter et samfund, et kollektiv eller en nation.

Hvordan forsøger man at samle stumperne? Hvilke strategier anvendes i forsøget på at huske og læges som kollektiv gennem kulturelle repræsentationer? Hvem skal bære skylden for traumet – det direkte ansvar er (ofte) nemt at placere, men det indirekte? Er alle de, der ikke selv var ofre, ikke medansvarlige? Og herudaf: hvordan vælger man på kollektivets vegne at repræsentere og læge et traume i dets historie? Hvem kan efterspores som sejrherre og dermed historieskriver i monumentet/udstillingen/værket? – med andre ord; hvem er man? Hvilke fortællinger vil historieskriveren formidle til publikum? Hvorfor? Og hvad er deres virkemidler?

Argentinas historie, lærer man hurtigt, fortælles gennem brud, pludselige omvæltninger, enorme forandringer. ”Man kan aldrig vide” sidder dybt i de mennesker, jeg har lært at kende i min tid her: Man kan aldrig vide, om pesoen holder, man kan aldrig vide om politikerne lyver, man kan aldrig vide om oppositionen lyver, om inflationen stiger, hvad der sker om et halvt år, i morgen.

Der er gode historiske årsager til denne kultur. Statsbankerot, hyperinflation, flere statskup op igennem det 20. århundrede. Militærkuppet i 1976 var fatalt for Argentina. Fra 24. marts 1976 og frem til 10. december 1983 terroriserede det argentiske militær, godt bakket op af CIA og USA’s daværende præsidenter, landets befolkning. 1970’erne og til dels 1980’erne var Condorplanens årti i Sydamerika: Diktatur og statsterrorisme var dagsordenen, undskyldningen var kommunistjagt og udbyttet enormt for USA og resten af den vestlige verden, der vandt nem adgang til både råvarer og ideologisk indpas.

I Argentina står sårene fra dengang stadig åbne – Det er blot knap tredive år siden militærdiktaturet fik en ende. Arbejdet med at finde frem til de børn af militærdiktaturets ofre, der dengang blev givet bort til familier så fjernt som i Italien, er stadig igang, de mange retsager mod de direkte ansvarlige (hvoraf flere i mellemtiden er døde) ikke er afsluttede. Efterforskningsarbejdet foregår stadig og mødrene og bedstemødrene fra Plaza de Mayo mangler i mange tilfælde stadig vished om deres forsvundne børns og børnebørns skæbner. Det er på alle måder hæsligt at lære, hvad der skete den gang. Især omstændigheden angående de tvungne bortadoptioner bliver ved med at slå luften ud af mig. At man fra militærdiktaturets side bortadopterede nyfødte og spædbørn til deres biologiske forældres bødler eller disses støtter er for mig at se et udtryk for en flerstrenget strategi, der havde som sit livsfjendtlige formål at skade kollektivets sammenhængskræft i generationer fremover.

I Buenos Aires finder man ikke det samme væld af mindesmærker over samfundets traumatiske fortid, som man (jeg) kunne forvente. Byens puls og alt, hvad der før og siden hændte får lov til at fylde ud i oplevelsen af byen, der således ikke skilter med monumenter over den voldsomme uret, der ligger så få år tilbage. Uretten og statsterrorismen har i stedet fået sit eget, indhegnede hjørne ud til Costanera’en: Et stykke forbi byens regionale lufthavn, stoppet inden universitetet, og langt fra byens folkerige centre ligger Parque de la Memoria.

Parken, hvis dominerende værk er Monumento a las Victimas del terrorismo de Estado, er resultatet af diverse NGO’ers initiativ og så vidt jeg ved finansieret af Buenos Aires by, der godkendte forslaget om parken i 1998. Som monumentet er skulpturerne her lavet til netop Parque de la Memoria.

rovfugl

Der er stille og roligt i parken, da jeg ankommer en fredag formiddag. Arealet er så stort, at de par skoleklasser, der denne dag også har fundet herhen, er nærmest uhørlige på afstanden. Jeg noterer mig hvordan stedets lydbillede domineres af stedets størrelse: Trafikken på Costanera’en på den anden side af parkindhegningen er fjern, flyenes drønen, når de lander og letter i og fra den nærliggende lufthavn Aeroparque Jorge Newbery formår heller ikke at forstyrre fornemmelsen af menneskeskabt ro, forårsaget af store, plane vidder med fliser og græsbakker og ikke mindst parkens beliggenhed ud til Rio de la Plata, få hundrede meter fra militærlufthavnen, der i sin tid var udgangspunkt for dødsflyene, der tog afsted med bedøvede bortførte for at skaffe sig af med disse ved at kaste dem i floden eller havet. Her er stort, utrafikeret, få mennesker. Jeg støder endda på et par rovfugle der camperer tilsyneladende nærmest uforstyrrede i parken, undervejs som jeg bevæger mig rundt i den.

a los derechos humanos

Det første jeg ser efter ankomst til monumentparken, er en skulptur bestående af lange metalrør, der er placeret lodret side om side, stikkende op ad en træbase; A los Derechos Humanos. Værket mindede mig – som så meget andet ved parken – om nogle af kongstankerne bag arkitekturen det jødiske museum i Berlin: Her var det Garten des Exils, Hoffmann-haven, der var min reference: De høje ”metalsiv” af rustfrit stål, der som betonbedene Garten des Exils går hen over hovedet på den menneskelige skala i de asymetriske akser. A los Derechos Humanos er dog et originalt værk med eget særkende: I den svage brise slår metalrørene mod hinanden og lydene de frembragte skabte for mig en hel ekstra dimension i værket. Rørene giver associationer til jerntremmer, spyd og som allerede nævnt, siv i en mose.

memory signs

Værket Carteles de la Memoria fanger derefter mit blik: En sirlig række af ”trafikskilte” monteret på en snorlige række af lygtepæle langs vandet. De er et meget let tilgængeligt bud på historiefortælling gennem brug af et tegnsystem, der er velkendt blandt de fleste, men fra en anden kontekst: Trafikregulering. Værket låner dette tegnsystems autoritet i formidlingen af fakta og nedslag fra den ”snavsede krig” fra start til slut gennem 53 skilte der står på række på promenaden langs vandet.

Pablo

Følger man ”trafikskiltene” kronologisk, fanges ens blik før eller siden af glimt fra floden. Forude vugger noget på vandet, det ligner et menneske og viser sig at være en statue af en stor dreng. Han står med ryggen til land og spejder ud over vandet med hænderne på ryggen. Reconstrucción del retrato de Pablo Míguez står som mindesmærke over de yngste af de forsvundne og statuen spejder ud over vandene, hvor den rigtige Pablo i sin tid (sandsynligvis en gang i 1977) som 14-årig blev kastet ned i efter at han havde været udsat for tortur på ESMA, den mest frygtede af torturcentrene i Buenos Aires under militærdiktaturet.

Bag udsigtsmolen ved Pablos skulptur ligger parkens kombinerede pavillon for skiftende udstillinger og videnscenter, og ved siden af denne, den ene ende af stedets dominerende form: Monumento a las victimas del terrorismo de estado, en mindesmur hvorpå navnene på de mange forsvundne tilføjes, efterhånden som de verificeres af de, der arbejder i videnscentret med blandt andet denne opgave.

monumentet

Monumentet skærer sig i zigzag gennem parken, hvert knæk betyder hver sit tidsinterval: Del A fra 1969 – 1976 (dækkende efternavnene på de forsvundne i 1976 fra B til G), del B dækker 1976 (fra G til Z), del C 1977 fra A til O og del D fra O til Y. Med eller uden intention fra parkplanlæggernes side bliver jeg igen mindet om museet i Berlin, hvis grundplan ligeledes er formet som et lyn. Så vidt jeg husker er formen på det jødiske museum i Berlin fremkommet ved at sammensætte dele af gadeplanen fra de udslettede jøders kvarterer, og tanken er endvidere, at lynet skal symbolisere et ar i byens bevidsthed, både på gadeplan og i den kollektive bevidsthed.

Monumentets zigzagformen tværs gennem Parque de la Memoria taler om diskontinuitet, om pludselige afbrydelser, om en opflænsning af den argentinske histories landskab. Det virker også som en kæmpestor, kollektiv gravsten; nogle steder ses blomster stukket ind ved siden af navnene i muren. Værkets skala måske om det ufattelige omfang af forbrydelserne. Også her er formen og materialet i kontrast til omgivelserne: Død, stringent sten midt i bakkede græsplaner; et fremmedlegeme, en unaturlighed, en opsprætning som monument over historisk splittelse, vold og flere på hinanden følgende pludselige, fatale knæk i den argentinske historie.

Min vandring langs monumentet starter i omvendt kronologisk og alfabetisk rækkefølge. Jeg følger dets knæk og bøj gennem parkens bakkede landskab. Promenaden ved siden af monumentet er bred, og medvirker igen til denne fornemmelse af tysthed, som jeg har haft siden jeg gik ind i parkens indhegning. De simple linjer og få elementer i monumentet skal måske medvirke til at give værket en aura af saglighed. Designet giver god plads til egne refleksioner: De mange tusind skæbner er ikke andet end navne, alder og den eventuelle ekstraoplysning om hvorvidt det enkelte offer var gravid på forsvindningstidspunktet. Det ene navn under det andet på stenmuren skaber en effekt af uoverskuelighed: Som beskuer kan jeg umuligt rumme dem alle, men skifter i stedet mellem at zoome ind og ud: På en enkelt skæbne, et smukt kvindenavn, hun var 26 og gravid, da hun sidst blev set i live. Undervejs lange blikke op og ned af murene, ud på floden, hen over de kuplede plæner og til de andre skulpturer.

Spadserende langs monumentet ender jeg på ny ved indgangen til parken. Her slutter mit besøg. Lyden af et fly på lav kurs over universitetet på vej til landing kan nu dominere  lydbilledet.

omgivelserne

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Garanteret gåsehud

Man taler om at Argentina er det mindst latinamerikanske af Latinamerika. Og at Buenos Aires er “sydens Paris.” Ganske vist er folk her i byen for en stor dels vedkommende tydeligvis efterkommere af forholdsvis nyligt indvandrede europæere. Og det er også undervejs i min tid her, at jeg har lært det gennemhæslige begreb “udryddelseskrig” at kende, i forbindelse med min udforskning af Argentinas historie og undren over hvad der dog er blevet af den oprindelige befolkning på disse breddegrader.

Men når alt dette er sagt, så er Argentina en del af kontinentet – også det føles også hvad angår de værdier, der skinner igennem hos porteñere jeg har mødt; de bor på et rigt, smukt kontinent, som de er stolte af.

Denne her sang har en ualmindelig poetisk, kvik og stærk tekst, som bliver fremført ovenpå et cumbia-loop (den her så allestedsnærværende rytme) af den mere elegante slags, skønne kvinder til at synge omkvædet og ikke mindst en afsindigt smuk video, og for mig er den lyden af kontinentet, som jeg endnu mangler at rejse tyndt. Og Argentina bliver ikke holdt udenfor af de fantastiske sprogsmede i puertoricanske Calle 13, som fletter Maradona, der scorer mod England, ind i deres digt om Latinoamerica.

Lyt, se og gys – her i en version med undertekster for os, der endnu ikke helt har grebet om sproget:

Og her i min – i forhold til fantastiske poetiske fornemmelse, jeg finder i originalen – fattige gendigtning:

Latinamerika

Jeg er
Jeg er hvad de efterlod
Jeg er alt der er tilbage fra deres tyvetogt.
Et folk gemt øverst oppe, min hud er af læder så den kan klare alt slags vejr.
Jeg er en røgmaskine, håndlavet af bønder, klar til at blive brugt af dig.
Jeg står mod koldfronter i sommertid, kærlighed i koleraens tid, makker.
Solopgange, solnedgange, de bedste af deres slags.
Jeg er udvikling i kød og blod, en tør brandtale.
De smukkeste ansigter jeg har set, jeg er et foto af en forsvunden.
Jeg er blodet i dine årer, et lille stykke land der er besværet værd.
Jeg er en kurvfuld af bønner, jeg er Maradona, når han scorer to mål mod England.
Jeg er hvad der holder mit flag oppe, klodens rygrad er mit område.
Jeg er hvad min far lærte mig; den, der ikke elsker sit fædreland, elsker ikke sin mor.
Jeg er Latinamerika, et folk der går uden ben.

Du kan ikke købe vinden
Du kan ikke købe solen
Du kan ikke købe regnen
Du kan ikke købe varmen
Du kan ikke købe skyerne
Du kan ikke købe farverne
Du kan ikke købe min glæde
Du kan ikke købe min smerte

Jeg har søer, jeg har floder.
Jeg har mine tænder, til når jeg smiler, og sneen, der pynter mine bjerge.
Jeg har solen til at tørre mig og regnen til at vaske mig.
Med en slurk Pulque bliver ørkenen beruset af skønhed, alt der behøves for at synge med prærieulvene.
Jeg har mine lunger, de er fulde af klart-blå åndedrag. De kvælende højder.
Jeg er kindtænderne i min coca-gumlende mund.
Efteråret med dets livløse blade, digtene skrevet under en stjernespækket nattehimmel. Vin fuld af druer, en sukkerrørsseng under den cubanske sol.
Jeg er det Caribiske Hav der våger over de små huse, jeg laver ritualer med det velsignede vand. Vinden, der reder mit hår.
Jeg er alle helgener der hænger om min hals.
Saften fra min kamp er ægte nok, for næringen fra min jord er naturlig.

Du kan ikke købe vinden
Du kan ikke købe solen
Du kan ikke købe regnen
Du kan ikke købe varmen
Du kan ikke købe skyerne
Du kan ikke købe farverne
Du kan ikke købe min glæde
Du kan ikke købe min smerte

(og en gang til for Brasilien, på portugesisk)

Du kan ikke købe solen
Du kan ikke købe regnen

Kom lad os lægge ruten, kom lad os gå

Du kan ikke købe mit liv
Min jord er ikke til salg!

Jeg arbejder hårdt, men stolt
Her deler man, hvad der er mit er dit.
Dette folk kan ikke druknes med kæmpebølger, og hvis det knækker, rejser jeg det igen. For at du husker mit efternavn ser jeg på dig uden at blinke.
Cóndorplanen invaderede min rede – jeg tilgiver men glemmer aldrig!

Kom lad os gå

Her er kampen i blodet

Kom lad os gå

Jeg synger for at blive hørt
Her er vi rede, leve Latinamerika!

Du kan ikke købe mit liv.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Bonmots på gaden

Fra venstre vinduesside i bus 168 undervejs fra Palermo i Nord til Almagro sydvest kan man på Pringles se grafittien: Vivis o Matas el tiempo? (Helt enormt direkte oversat: “Lever eller dræber du tiden?”). Den får mig hver gang, især på grammatisk niveau, men spørgsmålet i sig selv må jo også siges at være relevant. Dog har jeg endnu ikke husket kameraet.

Her er et par andre eksempler fra gaden:

superheroes

Garngrafitti på jernbanebroen: “Vi er alle superhelte”

præst

Afholdenhedsstencil: “Uden sex”

due

Trompe-l’œil-gavl med due

Buenos Aires er, udover så meget andet godt, et sandt slaraffenland for yndere af offentlige bonmots, gavlmalerier, street art, god gammeldags grafitti og ikke mindst mærkelige budskaber af både halvhemmelig og fuldt udbasuneret karakter.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Envejsrejse

”El tango es un viaje de ida” fortalte en dansepartner mig. Jeg havde, efter en mindre tangopause, påny svinget mig op på de høje hæle og kastet mig ud i dansen. I bussen på vej op til La Glorieta, en udendørs dansesalon i Belgrano Barrancas, havde jeg grublet over, om jeg mon stadig ville mærke suget, om tangoen – musikken, rytmen, samarbejdet – virkelig stadig kunne fascinere. Endnu en gang fordybet i forsøget på at forstå min egen fascination ved hjælp af mine intellektuelle muskler. Det er som om, at der altid bliver noget til overs, en rest af min forelskelse, som jeg jeg ikke kan sætte ord på eller rubricere, vel sagtens den rest, der gør, at jeg forbliver forelsket; den del, der er det at være musik, rytme, samarbejde.

Jeg stod af på det vanlige stoppested i det centrale Belgrano og bevægede mig op ad den altid menneskefulde Juramento fra på Cabildo’en, netop som solen gik ned og det blæste op til et uvejr, der aldrig kom. Hen til parken, op ad stien, frem til den oplyste og af musik lydende La Glorieta. Tidligere kendinge stod klar med faste omfavnelser og sikre skridt; tog mig, der således ikke blev levnet videre betænkningstid, med ind i dette parallelunivers af bevægelse og lyd, som uden tøven igen opslugte mig.

Der, i dansen, finder jeg mit nulpunkt, et absolut nu, som jeg ikke har mødt andre steder: Hænder det at jeg reflekterer over min praksis mens jeg danser, lyder der inde i mig kun samme ord, som et mantra: ”Det må aldrig stoppe. Jeg vil give alt, for at det aldrig stopper.” Det føles som at svømme i stjerner med puls, som at være del af noget vægtløst og organisk på samme tid. Det er omtrent ubeskriveligt og meget dragende.

En sidegeschæft på milongaen er småsnakkene mellem dansene. En milonga er som regel et temmelig veldisciplineret sted, når det kommer til takt og tone: Mændene byder kvinderne op med øjnene, man danser som oftest derefter en tanda – tre til fem danse – før musikken der bliver spillet en lille bid af noget andet musik, og dansegulvet ryddes for par, og øjenkontakt påny udveksles mellem nye parkonstellationer, der få sekunder mødes på dansegulvet, klar til næste tanda. I mellem de forskellige sange i tandaen er det endvidere kotume at konversere sin partner. Som regel går chitchatteriet på navne, oprindelsessted, måske beskæftigelse og så videre. Men ind i mellem får den ordløse sårbarhed i dansemødet ord på, og jeg hører om emigrerede døtre og tangohistorier.

Adolfo, en mand i halvtredserne med triste, venlige øjne og fantastisk tangotække, undskyldte først for sit navn (”Det er mere normalt her. Jeg er altså ikke opkaldt efter nogen.”), inden han pludselig udbrød, hvad der på dansk bliver forfladiget til noget i retning af: ”Tango er en envejsrejse.” Tonefaldet var både trist og stolt på samme tid. Jeg forstod, hvad han mente. Vi er alle gået ombord af nysgerrighed, fordi den særlige klang i bandoneónen og den barske og vemodige og længselsfulde poesi i både ord og toner var som et sirenekald. Og vi, der først har haft en nat på milongaen, er derefter for altid på rejse, en rejse for rejsens skyld, en rejse vi ikke kan afbryde, en rejse, tilsyneladende uden mål.

camino de tango

Trinvis rejse på gaden i Almagro

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jensen var her

Og det er der blandt andet kommet en superskarp synteseskabende artikel om blandt andet danske kvinder i Buenos Aires ud af i Informeren. Foruden endnu en fan; flanøsen har slugt Vi de Druknede med lige dele fornøjelse, ærefrygt og eftertænksomhed og længes efter at tage sig tid til tilbundsgående diskursiv analyse af forfatterens ideologiske projekt, når det kommer til kollektiv national selvforståelse.

Palermo

Palermo

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Benjamin, Ballade, Buenos Aires

En sød veninde i byen gjorde mig opmærksom på Anders Fogh Jensens postkortskitse fra Buenos Aires –  “strøtanker” af høj kvalitet om rejseriets refleksive potentiale, byen, dansen og min gamle helt Walter Benjamin.

Caballito

Caballito

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Øjeblikkeligt

Tiden er en anden i Buenos Aires.

Øjeblikket er stærkt her. En mate, en forelskelse, en dans. Det er alt sammen nu, og det er sådan Buenos Aires forfører stærkest; nu, øjeblikkeligt, hvor tid og rum går sammen og former hvad der føles som uendelighed.

Flanøsen oplever et helt andet rum for frydefyld fortabelse i øjeblikket – både på egen krop og sjæl, såvel som genspejlet i venner og bekendte i byen. Dermed ikke være sagt, at der ikke findes absolutter. Men ”man kan jo aldrig vide, hvad morgendagen bringer”, hvilket jo også er sandt i det distante og distancerende Nordeuropa. Men frasen har i modsætning til i København konsekvens her.

Følelsen af uendelighed spejles i byplanen. Et net af gader og avenidaer, man ikke kan se enden på, men blot må færdes ad fra hjørne til hjørne for at kunne rumme ruten.

Det er aldrig til at vide, om en spritny bekendt inviterer dig til asado samme aften som du første gang mødte hende om dagen. Eller bare til at slå sig ned for en tid og dele en mate. På samme vis kan aftaler aflyses uden større dramatik. Og man lærer hurtigt, at den gode stemning til sociale sammenkomster ikke på samme måde er betinget af punktlighed som i København. Ligeledes kan man altid tage en ven med, også selv om denne skulle være mødt første gang samme eftermiddag. Rummeligheden er sammen med tidligheden udtryk for den anden kultur.

Tiden, der er gået, har andre konnotationer på milongaen, hvor alle aldre danser sammen, tilmed på tværs af køn; det er ikke blot den tænkelige kombination af ældre mænd og yngre kvinder, men også ældre kvinder og yngre kvinder, der findes parvist på gulvet. Tilsyneladende fri for den skamfulde selvfølelse, der mange gange holder nordeuropæerne tilbage fra både tabubelagte møder på tværs af generationerne og dansegulv. Her er alle velkomne – også den unge nøgne, men bodypaintede pige, jeg så en sen nat på fritidshjemmet.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , | Skriv en kommentar